Archives for december 2012

Regneregler på Vækstfabrikkerne

Regneregler er flyttet ind på Vækstfabrikkerne i Slagelse, hvorfra vi fremover skal udvikle Regneregler.

Vores valg blev gjort ud fra følgende overvejelser:

Da vi kun er to personer bag projektet, ønskede vi at blive en del af et kontorfællesskab, for at kunne få kontakt til en masse andre mindre iværksættervirksomheder.

Rengøring, kaffe, printere, whiteboards og alt det andet praktiske er der typisk taget hånd om i et kontorfællesskab, så derfor kan man fokusere på arbejdet i stedet.

Vi er nybegyndere inden for at starte et stort internationalt IT-projekt op. Vi har derfor brug for sparring med andre iværksættere – Hvad fungerer? Hvem skal man snakke med? Hvor kan man få råd og vejledning osv.?

Hvem er vore kunder? Det er elever og forældre med tilknytning til folkeskolen og andre grundskoler. Vi er afhængige af et godt forhold til offentlige myndigheder, så dette var også vigtigt at have med i overvejelserne.

Der findes andre, som har prøvet at starte virksomheder op, eller har stor erfaring inden for drift af virksomheder – en slags mentorer. Vi tænkte: “Hvordan kan vi få fat i al den nødvendige og værdifulde rådgivning?”

Da vi havde listet vore krav op, faldt vores valg på Vækstfabrikkerne, som netop tilbyder alle disse elementer. Vækstfabrikkerne i Slagelse er endda placeret i samme bygning som kommunens Erhvervsservice.