Hjemmesider og “Keep it simple, Stupid”

“Keep it simple Stupid” er en amerikansk/engelsk talemåde som slet og ret betyder “Hold det simpelt, tumpe!”. Det stammer fra den amerikanske flåde, som indførte begrebet i 60′erne, ud fra princippet om, at unødvendige tiltag, der komplicerer uden rigtig at gavne noget, skulle undgås. Forkortelsen er KISS, og det er i øvrigt et princip, som går igen i mange brancher.

Det er et af de vigtigste fokusområder, når du laver en hjemmeside. Besøgende på hjemmesider er oftest ekstremt utålmodige. Det vil sige, at hvis vedkommende skal bruge mere end 5 sekunder på at finde ud af noget, så er interessen væk igen.

De gode eksempler

Hvorfor er nogle hjemmesider blevet succesfulde ved at bruge KISS princippet? Lad os kigge på nogle af dem.

Søgemaskinen Google

Hvis man går på, Google så ser man: Et indtastningsfelt og et logo. Det er det mest simple, som man kan forestille sig. Alle kan finde ud af det, og ved præcist, hvad de skal gøre.

Twitter

Du kan skrive 160 tegn i en besked. Simpelt og effektivt.

Regneregler.dk
Jeg er nødt til at få denne med, som et eksempel på tekster, hvor vi selv bruger KISS princippet.

For eksempel hvis du vil gange to brøker, så har vi beskrivelsen:
Man ganger to brøker med hinanden ved at gange tæller med tæller og nævner med nævner.
Derefter er der et simpelt eksempel og en regnemaskine, hvor at man kan indtaste to brøker.

Jeg har set matematikbøger, som bruger 40 sider på at forklare, hvordan man lægger to brøker sammen. Det er sikkert udmærket, hvis du som elev skal høre på en lærer i en time, men er du på Internettet, så ville du opgive meget hurtigt.

De værste eksempler

En konkurrent til Regneregler.dk har følgende tekst:

Bezout’s sætning

Alle elementer i L(a, b) er multipla af sfd(a, b) og
sfd(a, b) er det mindste positive element i L(a, b).
Er sfd(a, b) = 1, kaldes a og b indbyrdes primiske.

I dette tilfælde findes altså to hele tal m og n, så
m· a + n· b = 1. (a og b indbyrdes primiske).

Hvor mange kan læse dette? Jeg betragter mig selv som god til matematik, men jeg forstår ikke den tekst.

Oversat til menneskesprog betyder det noget i stil med:
Primtal er et tal, hvor kun 1 og tallet selv går op i tallet.

Hvordan tænker dem der søger

Forestil dig at du vil finde ud af: “Hvornår levede Christian 4.?” Det første søgeresultat er Wikipedia, som skriver “Christian 4. (12 april 1577 – 28 februar 1648). Her har du fundet præcis det du søgte efter, indenfor meget kort tid, og du er straks tilfreds, og kan nu bruge tiden på noget andet.

Hvis du istedet var kommet ind på en side om kongerækken, med lange beskrivelser af de enkelte konger, så ville du måske opgive og forlade siden igen.

Navigation

Stifteren af det virtuelle forlag “Condidact A/S” bruger en strategi, som hedder “En bruger skal kun kunne finde ud af at klikke på et link og derefter nemt komme tilbage”.

Den strategi er et klasseeksempel på hvad KISS er – Alle kan finde ud af det.

Hvis man skal finde rundt på en hjemmeside, hvor kigger man så efter navigationen? Man kigger i toppen eller i venstre side.

Tekster

Dit niveau er sandsynligvis meget højere end den besøgendes. Hvis en bruger søger på “Hvad er et primtal?”, så forventer vedkommende at få det at vide med det samme. Samtidigt får vi et hint om, at vedkommende sandsynligvis ikke har en længere universitetsuddannelse inden for matematik, eller bare en matematisk studentereksamen. Den besøgende vil sandsynligvis være en elev i 5.-9. klasse, eller en forælder som ikke har haft matematik i 25 år. Så dine tekster skal altid tilpasses de besøgende.

Vi havde selv en situation med en gymnasielærer, som læste vores tekster igennem. I emnet “Kapitalfremskrivning” (Renters rente), har vi teksten:
Slutkapital – Det beløb, man har til sidst (med renters rente).

Dette blev streget over af gymnasielæreren, med ordene “Elementært – Alle ved det!”.

Efterfølgende spurgte vi 10 venner, om de kunne forklare ordet slutkapital. Kun to af demvidste, hvad det betød.

Spørg ikke for meget

Hvis den besøgende skal tilmelde sig en hjemmeside eller logge ind, regnes det for, at være den absolutte største forhindring.

Her er KISS ekstremt vigtigt, da de besøgende ikke vil indtaste alt muligt.

På Facebook.com skal man oprette sig med:
Fornavn, Efternavn, email, adgangskode og sin fødselsdag.

Det er rigeligt! – Hvis folk vil indtaste resten, så kan de gøre det senere i deres profil.

Kun login, hvis det er nødvendigt.

Et login er en kæmpe stopklods for brugere. Hvis funktionaliteten af noget indhold ikke er afhængigt af om brugeren er logget ind, så lad være. Der er ingen grund til det.

Brugervenlighed og funktionalitet

En hjemmeside behøves ikke være statisk. Jeg har set “Test dig selv” hvor der står:
Hvor gammel er du? “Under 20 år = 5 point”, “20-30 år = 10 point”, “Over 30 år = 15 point”.
Til sidst står der “Fik du mellem 50 og 60 point, så har du…..”

Hvorfor er det ikke afkrydsningsfelter eller radioknapper og hvorfor skal man selv lægge det sammen?

Hvis det giver mening at have dynamisk indhold, så gør det.

Dine besøgende

Du skal faktisk betragte dine besøgende på følgende måde: “Et 12-årigt barn (med ADHD og dårligt syn)”. Hvis indeholdet ikke fanger deres opmærksomhed, så er de væk igen inden for få sekunder. Svære ord – så giver de op med det samme. Keder de sig – så forsvinder de også.

Sørg for at holde dit indhold simpelt, indhold øverst i venstre side (det ser de med det samme, så det skal fange deres opmærksomhed.)  Altså hvis du ikke fanger dem med det samme, så er de væk igen.