Søgemaskineoptimering

Søgemaskineoptimering, også kaldet SEO, er noget af det vigtigste i dag, hvis man har en professionel hjemmeside.

En Internet-bruger vil ofte indtaste et spørgsmål eller nogle nøgleord i en søgemaskine og derefter blive præsenteret for en masse resultater, der passer med søgningen.

Det er heldigvis ikke specielt svært at komme langt med sin søgemaskineoptimering, så man bør gå i gang hellere i dag end i morgen.

Dette indlæg starter med det helt simple, hvorefter det bliver lidt mere kompliceret.

Indhold betyder alt!

Indholdet på hjemmesiden betyder alt. På engelsk har man udtrykket “Content is king!”.

Det vil sige, at man skal sørge for at skrive noget, som andre har brug for og gøre det lidt anderledes end andre. Hvis du f.eks. skriver om træning af hunde, så sørg for, at du har nogle gode tips til de besøgende. Det kunne være instruktioner i stil med: “Hvordan får jeg en hund til at sætte sig” eller “Hvordan fjerner man en skovflåt”.

Overskrift og beskrivelse

Søgemaskiner er populært sagt lidt dumme. De læser i princippet bare din side, smider teksten i en database og præsenterer en samling søgeresultater for brugeren.

Hvis man f.eks. søger på ordet “fuldmåne”, så får man blandt andet:

Søgeresultater for ordet fuldmåne.

Søgeresultater for ordet fuldmåne.

Hvilket resultat ville du selv klikke på? Det nederste søgeresultat har 2 alvorlige problemer. Beskrivelsen er ikke specielt sigende og stien til siden er “nym.html”. Hvis dem, der søger, får ens side vist som søgeresultat, så skal man også sørge for at få personen til at klikke på ens side.

Det er meget vigtigt, at folk kan se, hvad det er, de finder. Ellers klikker de ikke på resultatet.

I ens HTML-fil kan man angive en beskrivelse og en overskrift til søgemaskinerne. De findes i området <head>…

På fuldmånekalenderen fra DayWeekYear.com ser det således ud:

<head>
<title>Fuldmånekalender for 2013</title>
<meta name=”description” content=”Fuldmånekalender for 2013 med oversigt over tidspunkterne for de forskellige månefaser. Planlæg din næste tur i fuldmånens lys, med vores kalender.” />

</head>

Title tag’et er selve overskriften, som bliver vist i søgeresultatet og øverst i ens browser, når at man besøger siden. En gylden hovedregel er, at der ikke må stå mere end 60 tegn.

meta name=”description” er der, hvor selve resuméet til din side står. Dette må maksimalt være på 160 tegn.

Navnet på url’en skal helst være sigende og ikke for langt. Det skal helst heller ikke være inde under flere underkataloger. Rundetårn ville kunne komme længere ved at have stien: www.rundetaarn.dk/observatorium/fuldmaane-og-nymaane.html

De rigtige html-tags

En søgemaskine vurderer dit indhold efter, hvor vigtigt det er. Opdelingen er ret logisk, da overskrifter tæller højere end brødtekst. Indhold der er skrevet med fed er også vigtigere end indhold, der ikke er.

Man ser mange, som laver en overskrift som et andet html-element, hvor de bare har rettet fontstørrelsen. Brug dog de rigtige tags.

De vigtigste html-tags er:
<h1>: Hovedoverskriften for hele siden (må helst kun stå der en gang).
<h2>: Underoverskrift (må helst kun stå et par gange).
<h3>: Underoverskrift til underoverskrifter.
<b>: Fed skrift

For eksempel, hvis vi igen kigger på hundetræning, så kunne man skrive det som:
<h1>Hvordan får man hunden til at sætte sig?</h1>
………
<h2>Belønning med godbidder</h2>
…..

Disse tre afsnit er de absolut vigtigste, og hvis man har styr på disse, så er man kommet 80% af vejen.

Domænenavn

Ens domænenavn er vigtigt for søgeoptimering. Eksempelvis Regneregler.dk får rigtig mange besøg bare fordi den hedder Regneregler. Det tæller med som søgeord, og samtidigt kan man også se i søgeresultatet, at dette her har noget at gøre med matematik. Det er meget svært at finde et godt ledigt domænenavn, så du skal være opfindsom og eventuelt bruge keyword-tool´et, som er beskrevet længere nede i dette indlæg.

Alderen af ens domænenavn har også betydning. Et helt nyt domænenavn bliver straffet i forhold til et, der har mindst to til tre år på bagen. Køb eventuelt et brugt navn eller overtag et. Du får samtidigt de gamle links til siden med.

Søgeoptimerings-strategi

Når man skriver sit indhold, så er det vigtigste, at indholdet bliver godt. Du skriver til mennesker og ikke søgemaskiner.
Men dine søgeord er også vigtige. Sørg for at dit emne står i title og h1 tag’et. Et godt eksempel er vores side om brøker på Regneregler.dk

<h1>Regneregler for brøker</h2>
Det giver mening at skrive søgeordet “brøker” i overskriften. Det samme med underoverskrifter som “Forkorte en brøk” og andre. Søgeordet skal helst også gentages et par gange i teksten, men det skal ske, så det giver mening for læseren. Med andre ord, så må man ikke spamme med sit keyword.

Interne links

Sørg for at linke til dit eget indhold. Det nemmeste er at sørge for, at alle sider er i din menu, og at alle sider linker til forsiden.

Menu

Sørg for at din menu er læsbar for en søgemaskine. Det vil sige, den skal ikke opbygges af kæmpe JavaScript-biblioteker. Du må gerne bruge JavaScript til at skjule og vise menuindhold, men menulinks til undersider skal stå i ren html, så søgemaskinen kan læse det.

Mange bække små

Mange sider starter som hobbyprojekter, og man er ofte oppe imod de tunge drenge. Hvis man laver en side med opskrifter, så får man aldrig højt søgemaskineresultat med søgeordet “opskrifter”. I stedet skal man gå efter de “mindre” søgeord. Eksempelvis “Kartoffelsalat med ymer”. En hurtig søgning på dette viser, at de konkurrerende sider ikke har optimeret optimalt. Når din side er stor nok, så kan du “tage” de større søgeord.

Linkbuilding

Google fungerer ved, at dit indhold får en karakter efter hvor mange der linker til dig. Hvis to sider med præcis de samme søgeord konkurrerer, så bliver den side, der har flest gode links, vist først.

Desto flere der linker til din side, desto mere vil et link tælle på din side, hvis du linker videre.

Derfor er det vigtigt, at relevante sider linker videre til dig. Hvis du for eksempel har en forening, så få landsorganisationen til at linke til dig. Få dine venner og medlemmer til at linke fra deres egne sider.

Det vigtigste er dog at have godt indhold. Hvis du har godt indhold på din side, så får du links helt automatisk fra personer med blogs og andet. Vi har faktisk aldrig lavet linkbuilding på Regneregler.dk, men antallet af indgående links stiger alene fordi, at siden har godt indhold.

Skift ALDRIG url

Når du først har givet en underside en sti, så må du aldrig udskifte den. Hvis du gør, så virker alle de gamle links ikke mere, Googles søgemaskine bliver knotten over, at du har links, der ikke virker, og så kommer straffen. Hvis du skifter et link (seriøst, du må ikke gøre det!), så skal du lave et redirect med en kode 301 (Flyttet permanent). Det redder en del, men du får stadigvæk en lille straf for det.

Specielt offentlige myndigheder har en tendens til at flytte samtlige af deres links, helst fire gange om året. De fleste kender det, at man søger efter noget, og får beskeden “Denne side kunne ikke findes”, og så ryger man på hen på forsiden. Hvis du ikke er en offentlig myndighed, hvor besøgende skal bruge din side, så mister du en bruger/kunde.

Sociale netværk

Sørg for at have en Facebook-side til din hjemmeside. Det tæller som et link. (Man kan så lave noget social markedsføring, men det er et helt andet emne).

Du bør også have en Google+ profil tilknyttet hjemmesiden. Her protesterer folk tit med: “Jamen, der er jo ingen, der bruger Google+”. Til det er svaret: “Google gør!” (og det er samtidigt den største søgemaskine). Du skal være dér.

Sørg for at folk hurtigt kan “Like” eller “Google+” din side med nogle knapper på hjemmesiden.

Antal sidevisninger pr. bruger.

Man har et udtryk, der hedder “Bounce rate”, dvs. besøgende som kun ser én side. Søgemaskinerne holder øje med dette. Sørg for at den besøgende får lyst til at blive på dit site.

Et godt eksempel er menuer. På Regneregler.dk havde vi en høj bounce rate. Man søger f.eks. efter “Lægge brøker sammen” i en søgemaskine, finder siden, læser teksten og forlader siden. Det blev vi straffet for.

Vi fik hævet den ved en enkelt ændring:
Menuen blev gjort “sticky”, dvs. at den følger siden, når man scroller ned. En besøgende kan klikke på noget, lukke browseren eller gå tilbage. Ved at menuen blev “sticky”, så havde de altid en “flugtvej” i nærheden. Vores bounce rate dykkede, og det medførte, at antal sidevisninger steg. Samtidigt steg antallet af besøg på siden, så “straffen” var altså blevet nedsat tilsvarende.

Interaktivt indhold

En hjemmeside behøves ikke bestå af tekst og billeder. Mange besøgende kommer fordi, at de lige keder sig i 5 minutter. Sørg for at de bliver underholdt.

Regneregler.dk har vi regnemaskiner og matematikspil, på DayWeekYear.com har vi kalendere til udskrift.

Det interaktive indhold giver samtidigt folk en større lyst til at linke til din side.

Undgå reklamer

Mange tror at de kan lave en hjemmeside, smide reklamer på, og derefter leve godt af indtægterne. Det er desværre ikke helt rigtigt. Hvis din hjemmeside har 40 besøg om dagen og 60 daglige sidevisninger, så vil din månedlige indtægt med reklamer på sitet sandsynligvis ligge et sted imellem 5 og 100 kr.

Samtidigt vil søgemaskinerne straffe dig for det, både for selve reklamen og for, at din bounce rate vil stige (de besøgende forlader siden, når de klikker på en reklame).

Det er især i starten, at du har brug for al den optimering, som du kan få – desto flere der finder dig, desto flere linker til dig. Forsøg at undgå reklamer så længe som muligt.

Reklamer optager også plads, hvor du kunne have noget reelt indhold. De bedste reklameplaceringer er desværre på den bedste placering for dit indhold.

Den indtægt du mister i starten, får du mange gange igen på et senere tidspunkt.

Hastighed

Sørg for at din side er hurtig. Der er mange, som bruger alle mulige biblioteker og skriver enorme kodemængder og andet. Et hurtigt svar når søgemaskinen kigger forbi, giver et boost til din placering.

Google pagerank

En pagerank er en simpel måde at se “Hvor højt ligger jeg i søgeresultatet?”. Det er de point som Google giver dit indhold. Det er kun en rettesnor, da der er mange andre faktorer i spil.

Ens rank går fra 0 til 10.

0 er dårligst og alle starter der. Kun to til tre sider i verden har en rank på 10. Skalaen er logaritmisk, ingen ved helt hvordan, men det er noget i stil med, for hver 100 sider der har rank 0, er der én som har rank 1. For hver 100 sider der har rank 1, er der én som har rank 2.

Der er meget få danske hjemmesider, som ligger på rank 5 eller derover.

Det tager tid

En hjemmeside bliver ikke velbesøgt fra dag 1. (Med mindre at du rammer plet med noget godt content, der virkelig mangler i brugernes øjne). På Regneregler.dk havde vi i de første seks måneder under 20 besøg om dagen. Et år efter lå vi på 200 om dagen. I dag har vi 10.000-20.000 daglige besøg. Det har taget 4 år at bygge op. Så hav tålmodighed, lav det du tror på.

Udseende af hjemmesiden

Sørg for at din hjemmeside er præsentabel. Hvis du ikke selv kan designe, så få hjælp. Husk at “Content is king”, dit logo må ikke overstråle dit indhold. Et godt eksempel er Facebook. Du ser stort set kun dine venners indhold og selve Facebook er gemt lidt væk.

Værktøjer

Google har selv lavet et dokument om søgemaskineoptimering, det er god læsning og kan ses på:
Begyndervejledning i søgemaskineoptimering

Adwords keyword tool

Adwords keyword tool

Her kan du undersøge konkurrencen på søgeord og få en masse gæt til andre søgeord. Værktøjet er lavet specielt til dem, som vil annoncere med Adsense, men er bestemt også nyttigt til at undersøge søgeord.

Google Webmaster tools

Webmaster tools

Uundværligt for hjemmesideejere. Her kan du se, hvordan dine søgeord performer, hvor mange der klikker på dine resultater og din gennemsnitlige position i søgeresultaterne.

Webmaster tools giver også advarsler om links, der ikke virker, og hvis du har flere sider med samme title eller descriptions der er for korte og meget andet brugbart.

Google analytics

Google analytics

Statistik omkring dine besøgende. Skal din hjemmeside fungere til mobiltelefoner? Hvilken opløsning bruger de? Skal den virke i Internet Explorer 6? Det kan Analytics give svar på. Desuden er det en rigtig god følelse at kunne se ens besøgstal, og se hvordan det vokser hver måned. Google Analytics giver også mange andre informationer, som for eksempel hvor dine brugere er fra, hvilke sider de ser og meget andet.

Chrome SEO toolbar

Chrome SEO toolbar

Dette plugin til Google Chrome browseren giver en hurtig statistik i form af din pagerank og meget andet. Du kan også bruge den til at spionere på dine konkurrenter. En anden god feature er, at den kan fortælle, hvor hurtig din side er.

Uden eller med www

Mange eksperter inden for søgemaskineoptimering anbefaler, at man kun bruger den ene og redirecter videre fra den anden.

Eksempelvis regneregler.dk og www.regneregler.dk

Vores anbefaling er, at man ikke redirecter ud fra følgende betragtning:
Man kan sætte op i webmaster tools, at det er samme side (med og uden www), og dem der laver søgemaskinerne er godt klar over, at på 80% af alle sider, der er det samme indhold for begge stier. Så mit bud er, at det har de taget højde for det. En redirect koster også en forsinkelse.

Spionér på dine konkurrenter

Hvorfor ligger dine konkurrenter over dig i søgeresultaterne? Hvad har de gjort og hvordan kan du lave dit indhold bedre? Kig altid grundigt på dine konkurrenter (gælder i øvrigt inden for al forretning).
Hvis du laver en side om opskrifter, så lav video-guides, sæt et æggeur på siden eller andet som lige giver et ekstra pift.

Til sidst er der kun at sige:
Held og lykke med søgeoptimeringen og husk at indholdet altid er det vigtigste.